kapitel to

Det første Edward så, da han nærmede sig hoveddøren, var hans 9 signerede Lars Lilholt plader. De lå i en pæn stak på nederste trappetrin. Konen gjorde alt for at få de plader ud af huset. Sidst nåede han lige at redde dem, før hun forærede dem væk til det lokale spejder loppemarked. Faktisk måtte han bestikke en mafia-agtig spejder leder for at få dem tilbage. En af de spejder typer, der ikke kan komme ind i Hjemmeværnet og som altid blærer sig med en masse mærker på spejder skorten, som
” Bivuak mester 2001 – Det eneste rigtige sovested ” og ” Jeg kan tænde et bål med Svigermors Kindtand på 24 sekunder”.

Edward ville ikke af med de plader. Hans bedste ven, Eigil, var kommet med i Lars Lilholt band for et par år siden, og Edward synes at det ville virke temmeligt respektløs, hvis han ikke beholdt pladerne. Ikke fordi han hørte dem tit.. Hvem fanden hører Lars L udover svigermødre med tandpine…

Og så åbnede han døren og trådle ind i helvedes forhal til 32 råbende gymnasie elever og anlægget der spyttede ” I wanne dance” ud med 120 db…
Forsigtigt forsøgte han at snige sig gennem køkkenet, ud efter en kold øl i bryggerset, men blev opdaget af konens øjne i nakken.
“Nå, der er du”, råbte hun, mens hun tørrede op efter katten.
Edward overhørte hende, snuppede en Fuglsang dåseøl og flygtede ind i stuen, mens han mumlede noget om at “redde juleplatterne mens tid er”.

I stuen var de første gæsterne allerede igang med at spille “Quarter”. En hedegangent øl spil, som Edward kom til at lære pap-datteren i en brandert sidste juleaften. Edward havde selv som ung været den ubesejrede Viborg Mester i ølspillet. Ikke fordi han kunne drikke meget øl, men fordi han var s.. god til at planke 25 øren op i glasset 25 gange i træk og på den måde slap for at drikke, mens modstanderne måtte sluge al væden og blev fuldere og fuldere.

Dennis, en modbydelig fyr fra 1. G klassen, råbte på Edward og ville spille med ham. Edward havde lyst til at sætte kvajpanden på plads, men ikke nu. Senere. Og så kunne han samtidlig give kvajet en olfert.

Bæveren spøgte stadig i Edwards hoved. Hvad skulle han stille op med kræet. Kunne han udstopppe dyret og bruge det som passiv vagthund ? Eller måske som bogstøtte. En tanke slog ned i ham, men han sippede til øllen. Han kunne da forære det til Narturhistorisk Museum. Sidst han var der, mindedes han ikke at have set en bæver. Og specielt ikke et pragt eksemplar som lige nu overnattede i bilen. Det var løsningen. Det måtte han gøre næste morgen som det første efter hans elskede morgenkaffe.

Næsten morgen var der ingen morgenkaffe til Edward. Det flød med faldne gæster over hele huset og katten havde igen skidt i kaffen. Så han tog jakken på og begav sig ud mod bilen.
Bæveren sad stadig hvor han forlod den aftenen før. Helt stille og havde ikke rørt sig ud af pletten. Men hvor meget kan en død bæver også bevæge sig. Gid det var hans kone.

Bilen startede første gang, han bakkede ud af indkørslen og satte kurs mod tanken. Første projekt var at få bæveren hevet fri af passager sædet.
På tanken, hjalp tankpasseren ham med at flå bæveren løs. Halen var kommet i klemme mellem gearstangen og sædet. Og nu mente Edward godt, at han selv kunne lempe dyret ind på Naturhistorisk Museum.

Naturhistorisk Museum lå inden midt i byen. Man skulle køre den rigtige vej, da alle veje i byen var ensrettede. Men efter en del bakning og u-vendinger, nærmede Edward og bæveren sig museet. Lige da Edward skulle til at parkere, dukkede der en politibil op. “fuck”, tænkte han. “Er der mon bøde for at køre rundt med døde gnavere ? ”

kapitel tre